I årevis har det været diskuteret, om en række af Danmarks fonde kunne have fordel af at slå pjalterne sammen i en decideret brancheforening.
Nu, efter mange års tilløb, er en brancheforening målrettet mindre og mellemstore fonde rykket et stort skridt nærmere.
I en skrivelse, der i disse dage bliver distribueret rundt til en lang række af Danmarks mindre og mellemstore fonde, beskriver erhvervsorganisationen og arbejdsgiverforeningen Dansk Erhverv formålet med det fondsnetværk, som så dagens lys i juni 2023. I brevet bliver det blandt andet forklaret, at perspektivet er, at der over de kommende år ”skal opbygges sekretariatskapacitet til at servicere netværket” ved blandt andet at monitorere relevant lovgivning på fondsområdet og varetage fondenes interesser med fokus på deres samfundsmæssige rolle.
”Fondsnetværket kan være et første skridt i retning af en egentlig brancheforeningsorganisering, der bliver høringspart og kan tale på egne vegne,” står der i skrivelsen, som er underskrevet af branchedirektør i Dansk Erhverv Tony Bech.
Har budt fondene op til dans
Over for Fundats lægger Tony Bech ikke skjul på, at Dansk Erhverv er klar til at etablere en egentlig fondsbrancheforening, når og hvis interessen er tilstrækkelig stor.
”Vi har talt med initiativgruppen bag netværket om, at hvis man vil løfte denne gruppe af fondes synspunkter og rammevilkår, er der måske behov for at kigge ind i en endnu tættere organisationsform, og det kan på sigt være en brancheorganisation. Om vi kommer derhen, må tiden vise. Nu har vi budt op til dans, og så må vi se, om medlemsinteressen for en brancheorganisation er der. Vi starter kun en brancheorganisation, hvis der er en kritisk masse af fonde, der vil i den retning,” siger Tony Bech.
Han ser flere perspektiver i en brancheforening for fonde.
”Det kan være en god idé at gå sammen i en brancheforening, hvis man vil have et sted at samle sig i forhold til politisk at løfte strukturelle udfordringer over for myndigheder eller andre interessenter. En forening kan være et talerør og en høringspart i dialoger, der handler om lovgivning vedrørende fondene. Det er helt klart et perspektiv fra flere i initiativgruppen, at netværket på sigt skal munde ud i en brancheforening, og det har vi Dansk Erhverv god erfaring med, når der er en kritisk masse af virksomheder eller organisationer inden for et område,” siger Tony Bech.
”Når fondene bliver mere synlige – det er også en del af ønsket med vores nystartede netværk – får vi også tydeliggjort, hvordan fondene arbejder med viden, innovation, dialog, alliancer, kvalitetssikring, evaluering og knowhow. Den del af fondenes bidrag taler vi ikke nok om. Den er også væsentlig og værdifuld,” tilføjer Tony Bech.
Der er aktuelle lovgivningsforløb i gang, hvor det som mindre eller mellemstor fond kan være svært at få sine holdninger hørt, hvis man ikke står sammen
Tony Bech – Branchedirektør, Dansk Erhverv
Han mener, at Frigast-udvalgets rapport med forslag til principper for fremtidens erhvervsstøtte, som netop er blevet offentliggjort, og fondsudvalgets forventede forslag senere i år til en gennemgribende revision af lovgivningen om de almene fonde er eksempler på, at der kan være brug for en egentlig brancheforening til at tale fondenes sag.
”Der er aktuelle lovgivningsforløb i gang, hvor det som mindre eller mellemstor fond kan være svært at få sine holdninger hørt, hvis man ikke står sammen. Jo flere lovgivningsforløb, der kommer i relation til fondene, desto større behov er der for, at fondene har et sted at gå sammen, hvor de kan løfte deres bekymringer eller ønsker til ændringer,” siger Tony Bech.
Tiden er løbet fra lukkede verdener
Initiativ- og styregruppen bag fondsnetværket for mindre og mellemstore fonde tæller repræsentanter fra Niels Brock Fonden, Tandlægeforeningens Forskningsfond, Hedorfs Fond, Carlsen-Langes Legatstiftelse og GN Store Nord Fondet.
Bestyrelsesformand i Niels Brock Fonden Frederik Kortbæk, der er den primære initiativtager til fondsnetværket, understreger, at han meget gerne ser, at det udbygges til en brancheforening.
”Personligt er det mit håb, at netværket med tiden udvikler sig til en egentlig brancheforening for de små og mellemstore fonde, og at det dermed får en anden struktur end netværksformen, som jo er af mere løs karakter. Det vil give en større gennemslagskraft. Selvom man nogle gange hører det modsatte, så lever mange fonde fortsat et isoleret liv, og jeg har den opfattelse, at tiden er løbet fra lukkede verdener. Man kan og bør ikke leve skjult i dag, når der blandt andet er en dygtig mediebranche, som med god grund borer i, hvad der sker i fondssektoren. Samtidig mener jeg, at en lang række små og mellemstore fonde vil kunne have stor gavn af, at der er nogen, som taler vores sag, men også italesætter vores betydning for samfundet,” siger Frederik Kortbæk.
Man kan og bør ikke leve skjult i dag, når der blandt andet er en dygtig mediebranche, som med god grund borer i, hvad der sker i fondssektoren
Frederik Kortbæk – Bestyrelsesformand, Niels Brock Fonden
Ifølge Tony Bech er det ikke en decideret ny udvikling, at der nu fra Dansk Erhvervs side åbent tales om, at netværksmøderne kan føre til etablering af en egentlig brancheforening.
”Tankerne om en mulig brancheforening har været der fra start. Vi har haft behov for at se, hvad medlemsinteressen er i det, og det har vi stadig behov for at se. Det er klart, at der er flere muligheder, men også en anden grad af forpligtelse i en brancheforening, end der er i et netværk. Men det kræver, at der er nok fonde, som kan se en gevinst i at stå sammen i et mere selvstændigt og aktivt ben, som en brancheforening jo er, frem for at være en del af et netværk i Dansk Erhverv,” siger Tony Bech.
- Hvor mange er ’nok’ fonde?
”Vi håber, at der i hvert fald er 30 fonde, som vil komme med ombord inden for det første års tid. Det tror jeg er et fornuftigt sted at starte.”
- Men er 30 fonde nok til at etablere en brancheforening, eller er det nok til, at netværket kan køre videre?
”Det skal vi ikke afgøre. Vi handler på baggrund af en initiativgruppe, og det er medlemmerne af vores nystartede netværk, der skal afgøre, om de ønsker at tage det næste skridt. Vi deltager aktivt fra Dansk Erhvervs side, fordi vi har gode erfaringer med etablering af netværk, der sidenhen er blevet til brancheforening, men det skal være medlemsdrevet i forhold til, om der er interesse for at gå videre til en egentlig brancheforeningskonstruktion,” fastslår Tony Bech.
Målsætning om 500 medlemmer
Frederik Kortbæks forventning er, at medlemstallet kommer noget højere op end 30. Tidligere har han i Fundats luftet en målsætning om, at netværket skal op på 500 medlemmer inden for en kort årrække – set i forhold til, at der er omkring 3-4.000 mindre fonde i Danmark. Og dén ambition er der ikke rykket ved, understreger Frederik Kortbæk.
”Det er fortsat min personlige målsætning, at vi inden for nogle år gerne skal komme op på 500 små og mellemstore fonde som medlemmer. Håbet er, at de mellemstore fonde går forrest, og så vil de små fonde forhåbentlig senere også melde sig ind,” siger Niels Brock Fondens formand.
Hovedparten af Danmarks største fonde og filantropiske foreninger, blandt andre Novo Nordisk Fonden, Lego Fonden, A.P. Møller Fonden, Carlsbergfondet og Realdania, er alle medlemmer af Fondenes Videnscenter. Siden stiftelsen i 2017 har videnscentret gjort en dyd ud af at understrege, at der ikke er tale om en branche- eller interesseorganisation, men at formålet derimod er at øge medlemmernes informationsniveau og samfundets viden om fondene.
Tony Bech kan sagtens forestille sig, at det nye fondsnetværk for mindre og mellemstore fonde – og på sigt en brancheforening – kan få et frugtbart samarbejde i stand med Fondenes Videnscenter.
”Vi har ikke et ønske om at stille os et markant andet sted end Fondenes Videnscenter. Vi har startet netværket som et forum for at facilitere ideer og erfaringsudveksling og sætte spot på nogle tematikker, som er centrale for denne gruppe af fonde. På den måde er der ligheder med Fondenes Videnscenter, og vi forestiller os også et tæt parløb, for der vil være mange sammenfaldende interesser om tematikker. Hvor Fondenes Videnscenter primært er for de store fonde, ser vi et behov for at skabe en platform, hvor mindre og mellemstore uddelende fonde kan dele viden og problematikker,” siger Tony Bech.
Fonde skal melde sig ind i Dansk Erhverv
Af den skrivelse, der er ved at blive sendt rundt til Danmarks mindre og mellemstore fonde, fremgår det, at netværket er åbent for alle uddelende fonde, der er medlem af Dansk Erhverv. ”Dog kan alle interesserede fonde deltage i op til to møder uden indmeldelse,” pointeres det dog.
Erhvervsorganisationen tilbyder som lokkemad halv pris på et såkaldt basismedlemskab i år, mens fonde, der vil på netværkets og dermed Dansk Erhvervs medlemsliste, i 2025 kan slippe med at betale to tredjedele af prisen. Et basismedlemskab uden rabat koster 10.670 kroner årligt.
Tiden må vise, om prisen afholder nogle fonde for at hoppe med om bord – derfor er det også klogt ikke at etablere en brancheforening fra starten
Tony Bech – Branchedirektør, Dansk Erhverv
Det er ikke Tony Bechs forventning, at prisen for et medlemskab vil afholde små fonde med begrænset økonomisk formåen fra at springe med på vognen.
”Vi har mange mindre medlemmer i Dansk Erhverv, der også har begrænset økonomisk formåen. Det er selvfølgelig en afvejning af, hvilket værditilbud fondene oplever, at de får. Tiden må vise, om prisen afholder nogle fonde for at hoppe med om bord – derfor er det også klogt ikke at etablere en brancheforening fra starten. Vi er nødt til at afdække interessen og se, hvorvidt man er villig til at lægge den betaling, som vi lægger op til,” siger Tony Bech.
Ifølge Frederik Kortbæk er der yderligere en god grund til at overveje indmeldelse i netværket. På vegne af styregruppen har han nemlig taget initiativ til at starte en egentlig bestyrelsesuddannelse skræddersyet til medlemmer af små og mellemstore fondes bestyrelser.
”Mange af bestyrelsesmedlemmerne er dygtige og har en stor viden på andre områder, men har ofte ikke specialviden om fondsrelaterede emner. I øjeblikket er vi i dialog med flere interessenter fra uddannelsesverdenen, og ideen er, at bestyrelsesuddannelsen skal blive et tilbud til fondsnetværkets medlemmer,” siger Niels Brock Fondens formand.
Fire møder i år i fondsnetværk
Årets første møde i netværket for mindre og mellemstore uddelende fonde holdes mandag den 18. marts hos Dansk Erhverv.
På mødet taler Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv, om ’sit syn på fondenes rolle og relationen til Dansk Erhverv’.
Erik Johannessen, direktør i Danske Banks forvaltningsafdeling, sætter fokus på de finansielle forventninger til 2024, herunder taktiske anbefalinger og risikospredning.
Tredje og sidste oplæg er fra Hanne Brinch, der er stifter og direktør i Found Aid. Hun vil komme med nogle konkrete råd til, hvordan fonde kan forbedre deres afrapportering og evalueringer.
Læs mere her om mødet her.
Der er derudover planlagt yderligere tre møder i netværket i år: Den 20. juni, hvor der blandt andet er et oplæg om vedtægtsændringer, en minikonference den 16. september 2024 med flere temaer på dagsordenen og et møde den 20. november om den seneste nye lovgivning med relevans for mindre og mellemstore fonde.